Kirk F47, F51, F61, MA51 (M51)

Kirk MA51 og F51 sort

Kirk F51 creme
Der er ikke skrevet vejledning til dette apparat, da der ikke er nogen særlige betjeningsfaciliteter udover at løfte mikrotelefonen og dreje nummeret eller svare opkaldet.
Beskrivelse.

Nummerskivetelefon, 10 eller 20 Hz

Ved JTAS kaldes apparatet F47.

Kunne leveres med ekstra gaffelkontakt, tangent, ekstra høretelefon eller forstærker (eller kombinationer heraf). 

F61 er en forenklet udgave af F51, man kunne f. eks. ikke regulere ringeklokken.

Versionen MA51 (M51) blev fremstillet til de gamle manuelle centraler og havde magnetoinduktor i stedet for nummerskive til levering af 90-110 volt vekselspænding for opkald til centralen. Den sidste af disse centraler i KTAS’ område (Central Egebjærg) blev lukket den 19. december 1972 og den sidste manuelle central i JTAS’ område og Danmarks sidste (Central Tunø) blev lukket i 1974. Apparatet benyttes muligvis stadig i specielle lukkede systemer, f. eks. lufthavne, civilforsvaret etc.

Farver: Sort, creme eller grå (MA51 kun sort). Apparater i creme og grå var mod ekstrabetaling. Udgået apparat, kan ikke fejlrettes mere.

 

Teknikerens kommentar.

Dejlig tungt apparat, der bliver stående på bordet. Lidt besværlig at fejlrette, da alle komponenterne er monteret på indersiden af bakelitdækslet. Som alle samtidens telefonapparater var den forsynet med kulkornsmikrofon som skulle udskiftes i ny og næ, samt nummerskivens impuls- og kortslutningskontakter der også skulle renses i ny og næ. God kraftig malmklokke, der kunne høres.