Jeg har ikke vejledningen til T-modellen, men betjeningen er som Lotus W (type 1), brug denne i stedet. |
Beskrivelse.
Telefonapparat med design inspiration fra Østen, designet af Marianne Stokholm og Gad Zorea. Mikrotelefonens ophængning er sandsynligvis med inspiration fra de stativer hvormed man ophænger samurai-sværd. Telefonapparatets krop er bygget i 3 sektioner med apparatets basisfunktioner i midten. Sektionerne på hver side er indrettet således, at der, alt efter model-type, kan indbygges f. eks. display og nummerhukommelse eller telefonsvarer. Alle modeller har DTMF tastatur, R-tast (sløjfebryder), toneringer med 3 stillinger (afbrudt, svag og kraftig), volumeregulering, mikrofonafbryder på tastaturet samt genkald af det sidst tastede nummer. Spiralledningen kan monteres i venstre eller højre side af telefonapparatet. Lotus T: Basistelefon uden ekstraudstyr. 10 hukommelser for telefonnumre og genkald. Opbevaringsrum på begge sider til f. eks. mini-vejledning eller liste med telefonnumre, clips, viskelæder og lignende. Lotus TD: Med display, vis nummer-funktion og kvikkald på 9 taster, telefonbog med 40 numre, vis nummer hukommelse (40 numre), håndfri, batteri back-up til alle hukommelser, samtalekvalitets-omskifter. OBS OBS ! Der er en mangel i vejledningen til Kirk Lotus TD modellen, vedrørende indsætning af pause i et telefonnummer i hukommelsen. Det er slet ikke nævnt i vejledningen. Indsætning af pause: Tast “genkaldstast” (¡l ) der hvor du vil have pausen i telefonnummeret, P vises i displayet. Hvis 1 pause ikke er nok, kan der indsættes flere pauser efter hinanden ved fornyet tryk på genkaldstast (¡l ). 1 pause er ca. 2 sekunder. Pauser i telefonnummeret benyttes f. eks. hvis apparatet benyttes under en PABC og indsættes efter bykoden, f. eks. 0P12345678, hvor P angiver pausen. Pauser kan også anvendes hvor man kalder et nummer med indvalg og skal afvente ny klartone for at vælge lokalnummer, f. eks. 0P12345678P1234, hvor P angiver pause efter bykode og efter telefonnummer, men før lokalnummeret. Lotus TDA: Indbygget digital telefonsvarer med 2 svar muligheder og kvik-knapper til de 12 første indtalte beskeder, ca. 5 minutters hukommelse til indtalte beskeder, 30 hukommelser for telefonnumre, display (ikke vis nummer), håndfri, 230 volt netadapter til telefonsvarer-funktionen, samtalekvalitets-omskifter. Lotus TDQ: Med display, 30 hukommelser for telefonnumre, håndfri, opbevaringsrum for navneliste, samtalekvalitets-omskifter. Modellerne TD, TDA og TDQ har mulighed for programmering uden at afløfte håndsættet, men så skal der monteres batterier i batteriboksen i bunden af apparatet (3 stk. LR 03 alkaline, størrelse AAA). Farve: Har set den i sort, mørkegrøn og mørkeblå, ledninger er altid sorte.
|
|
Teknikerens kommentar.
Efter min mening det smukkeste designet telefonapparat. Mikrotelefonen (røret) ligger godt i hånden, god talegengivelse. Meget nem og enkel betjening. Hvorfor man ikke har videreudviklet Lotus modellen (TD-modellen) i stedet for Delta, er mig en gåde. |